postheadericon GMO mærknings aktioner

Greenpeace og Danmarks Aktive Forbrugere mærkede den 5. oktober kød fra svin fodret med GMO foder i supermarkeder over hele landet. Initiativet sætter fokus på den udbredte brug af GMO foder.

FDB lancerede søndag den 30. september en ny produkt linie med gmo-frit svinekød. Initiativet sker på baggrund af et ønske om at give forbrugerne en mulighed for at fravælge kød fra svin opfostret på génsplejset foder. De øvrige supermarkedskæder informerer fortsat ikke deres kunder, og tilbyder dem intet alternativ til GMO-baserede fødevarer. Greenpeace og Danmarks Aktive Forbrugere vil derfor lørdag den 5. november mærke gmo-svinekødet i disse supermarkeder forskellige steder i landet.

"FDB har med sin nye gmo-frie linie taget et prisværdigt og længe ventet initiativ", siger Dan Belusa fra Greenpeace. "Ved at købe det gmo-frie svinekød kan forbrugerne sende et stærkt signal til fødevareproducenterne om, at de ikke ønsker fødevarer baseret på gmo. Naturligvis bør det være de fødevarer, hvor der har været anvendt gmo-foder i produktionen, som der skal mærkes. Dermed bliver omkostningen ved mærkning og adskillelse af gmo henholdsvis gmo- frie fødevarer lagt på gmo-produkterne, og ikke - som det er tilfældet med FDB's nye gmo-frie svinekød - på de gmo-frie varer."

Danske forbrugere ønsker klar besked om, hvordan vores fødevarer produceres. Omkring 83% af de danske forbrugere ønsker at forbyde brugen af gmo-foder i dansk fødevareproduktion, og hele 97% er enige om at kræve mærkning af kød, æg og mejeriprodukter fra dyr opfostret på génsplejset foder (RadarAnalyse, 2000). Danske forbruger- og miljøorganisationer støtter kravet om, at animalske fødevarer, hvor génsplejset dyrefoder har været anvendt i produktionen, skal gmo-mærkes.

"På trods af et massivt forbrugerkrav, så er det hidtil blevet holdt skjult for forbrugerne, at dansk svinekød, med undtagelse af det økologiske, produceresmed génsplejset foder", siger Jeppe Juul fra Danmarks Aktive Forbrugere. "Selvom génsplejset dyrefoder nu gmo-mærkes, så undlader fødevareproducenter som Danish Crown, Danpo og Arla Foods stadig at mærke slutprodukterne. Denne vildledning af forbrugerne kan detailhandlen ikke leve med." 

Da fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) i optakten til at Danmark overtog EU-formandskabet tilsluttede sig kravet om mærkning, så det lovende med ensnarlig politisk løsning. Det blev imidlertid ved snakken, og i juli i år stemte blandt andre fem af venstres medlemmer i Europa parlamentet imod forslaget  om mærkning, som derved blev forkastet med blot tre stemmer. På trods af hensigtserklæringer om åbenhed omkring fødevareproduktionen er der derfor fortsat ikke regler om mærkning af gmo-baserede animalske fødevarer.

I 1999 indgik de tre dominerende supermarkedskæder i Danmark - FDB/Coop Norden, Dansk Supermarked og De Samvirkende Købmænd - en musketéred på gmo-området; de ville ikke konkurrere med hinanden ved at tilbyde gmo-frie alternativer, kræve mærkning eller helt ophøre med salg af gmo-baserede fødevarer. FDB bryder nu denne alliance, og dermed kan forbrugerne forhåbentlig se frem til flere initiativer for at sikre reel forbrugerinformation og fremme afsætningen af gmo-frie fødevarer.

Greenpeace og Danmarks Aktive Forbrugere opfordrer danske supermarkedskæder til at forlange, at producenterne af animalske fødevarer - med Danish Crown i spidsen - ophører med at anvende génsplejset foder i produktionen eller i det mindste at mærke slutprodukterne. På lørdag den 5. november vil Greenpeace sammen med Danmarks Aktive Forbrugere give supermarkederne en hjælpende hånd ved at organisere en mærknings aktion i butikker forskellige steder i Danmark. Her vil det konventionelle svinekød produceret med génsplejset foder blive mærket, så forbrugerne får den information, som de har krav på.