postheadericon Parabener i babyplejeprodukter på vej ud

Babyudstyrskæden Babysam og Apotekerkæden ditApotek dropper de hormonforstyrrende konserveringsmidler parabener i deres babyplejeprodukter. Babysam dropper salget af Natusan produkter i deres butikker* og ditApotek fjerner parabener fra deres eget private-label produkt. Det har de to virksomheder meddelt Danmarks Aktive Forbrugere (DAF).

- "Hormonforstyrrende stoffer som parabener hører ikke hjemme i babyplejeprodukter. Vi er derfor særdeles glade for at Babysam og ditApotek har sat babyernes sundhed øverst og droppet parabenerne", siger kampagneleder Klaus Melvin Jensen fra DAF.

Parabener er en gruppe af konserveringsmidler der bl.a. er hormonforstyrrende. Effekten på mennesker er omdiskuteret. Ifølge Miljøstyrelsen er børn særligt følsomme overfor kemikalier generelt og som forældre bør man så vidt muligt undgå produkter der indeholder konserveringsmidler.

Parabener findes i flere forskellige babyplejeprodukter, bl.a. Natusan. Butikskæder som Matas og COOP har tidligere fjernet forskellige parabener fra deres egne babyplejeprodukter.

- "Det er nu lysende klart at man sagtens kan producere babyplejeprodukter uden at benytte parabener eller andre hormonforstyrrende kemikalier. Producenter af babyplejeprodukter som fx Natusan producenten SCA Hygiejne Products A/S bør derfor omgående droppe parabener", siger Klaus Melvin Jensen.

Babysam er Danmarks førende babyudstyrskæde med 29 butikker over hele landet.

ditApotek er 63 af Danmarks store apoteker, som er gået sammen og bl.a. sælger fælles private-label produkter som ditApoteks baby og familieserier.

* Babysam har den 17.03.2005 meddelt Danmarks Aktive Forbrugere at deres centrallager stopper alt indkøb af Natusan og at det udgår af deres sortiment. De individuelle Babysam butikker er dog selvstændige forretninger, som i princippet kan beslutte selv at indkøbe og sælge Natusan produkter.