postheadericon Apoteker udfaser hormonforstyrrende stoffer

Langt de fleste af Danmarks Apoteker udfaser brugen af de hormonforstyrrende konserveringsmidler parabener i deres egne babyplejeprodukter. Det meddeler indkøbsforeningen Apotekernes A.m.b.a. i et brev til forbrugerorganisationen Danmarks Aktive Forbrugere (DAF).

- Forbrugerne har en naturlig forventning om at de babyplejeprodukter de køber på Apotekerne er uden problematiske kemikalier. Vi er derfor glade for at Apotekerne dropper parabenerne, siger kampagneleder Klaus Melvin Jensen fra DAF.

Parabener er en gruppe af konserveringsmidler der er hormonforstyrrende. Effekten på mennesker er omdiskuteret. Ifølge Miljøstyrelsen er børn særligt følsomme overfor kemikalier generelt og som forældere bør man undgå produkter der indeholder konserveringsmidler.

Parabener findes i flere forskellige babyplejeprodukter, bl.a. Natusan. Butikskæder som Matas og COOP har fjernet forskellige parabener fra deres egne babyplejeprodukter.

- Der er ingen grund til at benytte hormonforstyrrende konserveringsmidler i babyplejeprodukter. Det er på høje tid at hele branchen begynder at tage problemerne med parabener alvorligt, siger Klaus Melvin Jensen.

Apotekernes A.m.b.a. er indkøbsforening for 206 af landets 276 apoteker. De producerer en række "private-label" produkter som kun kan købes på Apotekerne, bl.a. Apotekets babyprodukter.

Der findes også andre indkøbsforeninger for de danske Apoteker, bl.a. ditApotek.