postheadericon 4 år efter Rana Plaza

Clean Clothes Campaign Danmark

RanaPlaza ILRF 1000xMandag, den 24. april 2017, er det 4 år siden kollapset af Rana Plaza bygningen i Bangladesh. Kollapset der med 1134 døde er den største katastrofe i tekstilproduktionens historie. Arbejdere der kom til at betale den ultimative pris for en industri, der lukrerer på dårligt betalt arbejde, og sætter profit før liv og værdighed for de mænd og kvinder, der arbejder i industrien.

På denne dag må tankerne være med de døde, de familier der er efterladt og de overlevende, der stadig kæmper med de fysiske og psykiske ar, kollapset har efterladt dem med.

Dagen må også bruges til at minde virksomheder og regeringer om deres ansvar for, at forsvare de forbedringer der er kommet i kølvandet på kollapset. Samtidig arbejder vi videre med håndteringen af de grundlæggende problemer i industrien, der er med til at gøre denne type af katastrofer mulige.

Den 24. april 2013 kollapsede Rana Plaza, som på det tidspunkt husede fem tekstilfabrikker, der alle producerede for europæiske og nordamerikanske virksomheder. 1.134 mennesker blev slået ihjel, og flere tusind kom til skade. Og selvom kollapset var unikt i størrelse, er det bare ét ekstremt eksempel, i en industri hvor dødsulykker og og alvorlige skader er hverdagskost.

For alle involverede blev Rana Plaza det "wake-up-call" der fik regeringer, arbejdsgivere, virksomheder og civilsamfund til at love forandring. I kølvandet på kollapset blev der grundlagt flere initiativer der skulle dæmme op for, at en sådan katastrofe kunne ske igen, og for, at en form for godtgørelse blev ydet til dem der allerede var blevet ofre.

Desværre er disse løfter om grundlæggende forandring endnu ikke slået igennem, og de systematiske problemer med halsbrækkende konkurrence, fattigdomslønninger, undertrykkelse af fagforeninger og svag eller fraværende lovgivning på området er stadig dominerende. Det er på tide at disse løfter om forandring og de iværksatte programmer for forbedring, bliver bakket op og udviklet, i stedet for glemt og nedprioriteret.


Efter Rana Plaza

Der kom to banebrydende initiativer ud af efterspillet, umiddelbart efter kollapset: 'Akkorden for brand- og bygningssikkerhed i Bangladesh' og 'Rana Plaza Arrangement'. Begge blev forhandlet på plads i et samarbejde mellem lokale og internationale fagforeninger, store tekstilproducerende virksomheder og civilsamfundsorganisationer, og alle parter er direkte involveret i implementering af aftalerne. Disse sammenslutninger har vist sig effektive, når det kom til at levere på en transparent og målbar facon, noget som 20 års virksomhedsdrevne initiativer ikke har kunnet præstere.

'Rana Plaza Arrangement' afsluttede sent i 2015 deres arbejde med at sikre midler til en fond, der skal bidrage med lægehjælp til de tilskadekomne, og som fortsat yder støtte til dem, der har behovet. 'Rana Plaza Arrangement' er et eksempel på, hvordan man kan opnå kompensation til ofre for arbejdsulykker gennem en hel leverandørkæde, og har fungeret som inspiration og skabt præcedens i lignende sager. Desværre er problemet stadig at få virksomheder til at tage lignende ansvar i de ulykker der ikke er lige så spektakulære i størrelse, og derfor ikke opnår samme mediedækning.

'Akkorden for brand- og bygningssikkkerhed i Bangladesh', eller bare Akkorden som den også bliver kaldt, er et lovligt bindende 5-årigt program, der har som mål at få aftagervirksomheder til at arbejde for at forbedre sikkerheden på de fabrikker de aftager fra. Akkorden blev lanceret indenfor den første måned efter kollapset, og et massivt internationalt pres på virksomhederne var med til at sikre, at der efter seks måneder var over 200 underskrivere.

'Akkorden' har gjort et fremragende stykke arbejde med at forbedre sikkerheden på de over 14.000 fabrikker der er dækket af aftalen. Ud over at lave gennemgående auditeringer, som har gjort både de der ejer, og dem der arbejder på, fabrikkerne opmærksomme på sikkerhedsrisici der før var ukendte, har aftalen, med de krav der er indskrevet, også bidraget til udviklingen af en kultur, hvor man i større grad er opmærksom på at få rettet op på de forhold der er kritisable, end man har været tidligere. Derudover har akkorden været involveret i etableringen af rettighedsbaserede klagemekanismer, der fokuserer på at få løst problemerne i stedet for kun at kortlægge og analysere dem. Dette har også medvirket til, at der i højere grad er fokus på at træne arbejdere, såvel som fabriksejere, til, at opdage og håndtere kilder til risici på fabrikkerne.

Det har altid været en ambitiøs plan, at gøre tekstilindustrien sikker på bare fem år. Med kun et år tilbage af projektet er der stadig kun 50 fabrikker, der har gennemført de påkrævede renovationer. De virksomheder der aftager fabrikkernes produktion, og som i sidste ende er ansvarlige for implementeringen af de forbedringer der er påkrævet, er generelt langt bagud med arbejdet. Selv hvis alle renovationer, som planlagt, er gennemført i 2018, bliver inspektørerne ved med at finde nye kilder til fare, og man kan alt for nemt forestille sig, hvordan standarderne falder igen, efter den styrke der ligger bag 'Akkorden' er væk.

Med 'Akkordens' bevægelse fra et principprogram til et levende og fungerende projekt, er det blevet tydeligt for alle involverede parter, hvad der har, og ikke har, virket. Mens minderne om rædslerne omkring Rana Plaza falmer, ville det være nemt for virksomheder, fabrikker og regeringer, at gå tilbage til 'business as usual'. De sejre der har været, kunne nemt og hurtigt gå tabt, hvis ikke det momentum der er, videreføres. 'Akkorden må altså både styrkes og forlænges, hvis det skal sikres at sikkerhedsstandarderne både vedligeholdes og videreudvikles. En forlængelse af 'Akkorden' ville gøre det muligt endvidere at styrke den. Dette kan ske, gennem blandt andet en opkvalificering af de klausuler der er, om finansiering af reparationer og den hastighed hvormed reparationer foretages. Dertil ville det være muligt at tilføje nye klausuler, som ikke i første omgang var medregnet, og som har vist sig at mangle. Klausuler der blandt andet kan være med til grundlæggende, at beskytte arbejderes rettigheder og mulighed for fx at involvere sig i fagforeningsarbejde, uden at dette medfører personlige risici, som det ellers nu, den dag i dag, er tilfældet i Bangladesh.