postheadericon Arrestation for at demonstrere mod Triumph

Clean Clothes Campaign Danmark

Politiet i Thailand har udstedt arrest ordrer mod tre fagforeningsledere, Jitra Kotchadej, Sunthorn Boonyod og Bunrawd Saiwong for at arrangere en fredelig demonstration mod afskedigelsen af næsten 2000 arbejdere på undertøjsfabrikken Body Fashion Thailand, som er ejet af Triumph International.

De tre fagforeningledere anklages for at overtræde Internal Security Act (ISA) som giver det Thailandske Politi vidtgående beføjelser til at arresterer og tilbageholde borgere. ISA forbyder bl.a. demonstrationer med mere end 10 deltagere i visse dele af Bankok.

Massefyringer fra Triumphs fabrik
Den 29. juni annoncerede Body Fashion Thailand at næsten halvdelen af deres ansatte ville blive afskediget ved udgangen af august. I den forbindelse har Triumph International undladt at overholde ILO konvention 158 og OECDs guidelines for Multinationale Virksomheder, som siger at virksomheden i sådanne tilfælde skal udarbejde og forhandle en afskedigelse-plan med fagforeningerne og offentliggøre detaljerede informationer om hvorfor de ansatte skal afskediges.

Socialt bæredygtigt forbrug
Den internationale Clean Clothes Campaign arbejder for at forbedre vilkårene for tekstilarbejdere i udviklingslandene.Aktive Forbrugere er medlem og medstifter af den Danske Clean Clothes Campaign og støtter de Thailandske arbejderes kamp for bedre arbejdsforhold.

- "Forbrugere efterspørger i stigende grad produkter som er produceret på en social bæredygtigt måde. Det er derfor helt væsentligt at internationale virksomheder som Triumph respekterer arbejdstagernes rettigheder. Også når selve produktionen foregår langt fra de danske butikker hvor produkterne sælges", siger Kampagneleder Klaus Melvin Jensen fra Aktive Forbrugere.