postheadericon Rana Plaza ofre venter stadigt på kompensation

ranaplaza overlevende 550Danske PWT Group fik produceret tøj i Rana Plaza bygningen til deres butikskæder Tøjeksperten og Wagner. Men næsten et år efter Rana Plaza katastrofen nægter PWT Group fortsat at betale kompensation til ofrene.

Den 24. april 2014 er det et år siden at Rana Plaza bygningen i Bangladesh styrtede sammen og dræbte 1.138 mennesker og sårede mere end 2000. Årsagen til sammenstyrtningen var blandt andet, at bygningens tre øverste etager var bygget ulovligt.

Mindst 29 internationale tøjbrands fik produceret i Rana Plaza bygningen, heriblandt Benetton, Zara (Inditex) og Primark. Danskejede PWT Group fik også produceret i Rana Plaza. PWT Group ejer og driver de to herretøjskæder Tøjeksperten og Wagner samt Texman; en international tøjbrand- og engrosvirksomhed for herretøj.

PWT Group nægter at betale kompensation

Rana Plaza Trust Fund er oprettet af FNs internationale arbejdsorganisation, ILO, for at varetage opgaven med at udbetale kompensation til de, der har mistet et familiemedlem og til de hospitals- og medicinudgifter, som de overlevende fra ulykken har haft og fortsat har. Det samlede kompensationsbeløb for Rana Plaza ulykken er vurderet til 40 millioner US$. Klik her for at læse mere om fonden.

Tøjbrands der har fået produceret i Rana Plaza bygningen, har siden februar 2014 haft mulighed for at indbetale kompensationspenge til fonden. Foreløbigt har mere end 13 internationale tøjbrands indbetalt til fonden; fra amerikanske Walmart over spanske Zara til danske Mascot Workwear. Klik her for at se en opdateret liste over indbetalinger til fonden.

PWT Group har nægtet at indbetale til fonden. PWT group siger, at de har doneret et beløb til en organisation i Bangladesh som skal hjælpe ofrene. De vil ikke oplyse, hvor meget de præcis har betalt og til hvilken organisation dette beløb er betalt til.

Hvorfor er det nødvendigt at indbetale til Rana Plaza Trust Fund?

I et så korrupt samfund som Bangladesh er det langt fra en selvfølge, at en eventuel donation fra PWT Group i sidste ende er nået frem til ofrene. Bangladesh er nummer 138 på Transparency International's korruptionsindex for 2013, hvilket vidner om høj grad af korruption.

Et konkret korruptionseksempel fra selve sagen, er brugen af falske ID kort, da tekstilproducenterne fra Rana Plaza-fabrikkerne forsøgte at betale udestående løn til nogle af Rana Plaza arbejderne kort efter katastrofen.

Det er netop for at sikre, at alle ofre fra Rana Plaza modtager den rette kompensation, at Rana Plaza Trust Fund blev oprettet i ILO-regi. Rana Plaza Trust Fund har lagt et stort arbejde i at identificere de 3600 overlevende og efterladte ofre fra sammenstyrtningen.

Erstatningsbeløbene er beregnet af ILO i overensstemmelse med international ret og praksis. Dermed sikres det at erstatningerne udbetales på en ligelig og transparent måde så alle ofrene får en fair behandling.

Fondens bestyrelse består blandt andet af Regeringen i Bangladesh, Tekstilproducenterne i Bangladesh, Internationale og bangladeshiske fagforeninger, Clean Clothes Campaign og flere Internationale tøjbrands. Dermed sikres det at alle relevante aktører støtter op om fonden.

PWT Group og Rana Plaza

PWT Group fik produceret tøj på Rana Plaza fra 2010. Her fik de syet mærkerne Jacks og Shine som sælges i Tøjeksperten og Wagner butikkerne.

Sammenstyrtningen af Rana Plaza bygningen er den katastrofe i den globale tekstilindustri, som har kostet flest ofre. Men det er langt fra den første ulykke i Bangladesh's tekstilindustri. Siden 1990 er der registreret mere end 300 ulykker, som skyldes bygnings og sikkerhedsfejl. Mindst 2.200 tekstilarbejdere har mistet livet og at flere tusind har fået påført skader ved disse ulykker. Blandt disse ulykker kan nævnes Spectrum fabrikskollapset i 2005, som kostede 64 arbejdere livet, og branden i Tazreen fabrikken i 2012, som kostede 117 arbejdere livet.

Bangladesh er et af de billigste lande at få produceret tøj i. Men de billige produktionsomkostninger har en høj menneskelig pris som følge af elendige arbejds- og sikkerhedsforhold.

PWT Group kan ikke have været uvidende om de farlige forhold i Bangladesh. Alligevel fortsatte PWT med at få produceret tøj på den ulovligt byggede Rana Plaza fabrik uden at sikre sig at forholdene var i orden.

I 2013 var PWT Groups omsætning på 832 millioner kr., et driftsresultat på 73 millioner kr. og en egenkapital på 390 millioner kr. Tøjeksperten er med sine 1000 Butikker, Danmarks største herretøjskæde, mens Wagner har 53 butikker i Danmark og 17 i Norge. PWT Groups tøj sælges af mere end 900 forhandlere i 20 lande.

Rana Plaza Trust Fund er det eneste omfattende, transparent og ILO anerkendte kompensationsprogram for ofrene for Rana Plaza katastrofen. Men PWT Group har konsekvent nægtet at indbetale til fonden.

PWT Group har i årevis tjent godt på de billige produktionsomkostninger i Bangladesh. Så må de også være parat til at betale når katastrofen er sket. Aktive Forbrugere kræver at PWT Group hurtigst muligt lever op til deres ansvar og betaler et signifikant beløb til Rana Plaza Trust Fund.

Aktive Forbrugere arbejder for et bedre og mere bæredygtigt forbrug, herunder et etisk og socialt bæredygtigt forbrug. Aktive Forbrugere er derfor aktive i Clean Clothes Campaign som arbejder for at forbedre vilkårene for tekstilarbejdere i udviklingslandene.

Clean Clothes Campaign Danmarks hjemmeside: www.cleanclothes.dk