postheadericon Aktion mod phthalater hos Toys "R" Us

Aktivister fra den grønne forbrugerorganisation Danmarks Aktive Forbrugere (DAF) aktionerede tirsdag eftermiddag foran Toys "R" Us mod virksomhedens fortsatte salg af phthalat holdigt legetøj og badeudstyr.

Phthalater er kemikalier som benyttes til at blødgøre hård PVC plastik. Det benyttes fx. i oppusteligt badelegetøj og plastic fodbolde. Phthalater betegnes generelt af Miljøstyrelsen som uønskede, fordi de medfører negative langtidseffekter i vandmiljøet. Nogle phthalater er desuden mistænkt for at være hormonforstyrrende og kan derudover skade lever og nyrer.

I 1999 blev det ved lov besluttet at phthalat holdige badeprodukter til børn mellem 0-3 år, skulle forbydes pr. 1. januar 2002. Samtidig blev blev almindeligt legetøj - der indeholder phthalater - til samme aldersgruppe fuldstændigt forbudt med det samme.

- "Toys "R" Us har nu haft mere end 3 år til at finde alternativer, men tilsyneladende har de intet gjort, og det er dybt useriøst", siger kampagneleder i DAF Klaus Melvin Jensen.

Toys "R" Us er i øvrigt flere gange blevet taget i at sælge produkter med et ulovligt indhold af phthalater, og DAFs tillid til virksomheden er derfor begrænset.

- "Jeg kan ikke se hvorfor man som forælder skal stole på, at Toys "R" Us overholder lovgivningen eller på anden måde sikrer, at deres produkter er sundhedsmæssigt forsvarlige. Det er helt tydeligt at de ikke tager problemstillingen alvorlig", siger Klaus Melvin Jensen.

Med aktionen har DAF sendt et kraftigt signal til Toys "R" Us om at tage problematikken med phthalater i legetøj alvorligt.

Toys "R" Us hjemmeside: www.toysrus.dk