postheadericon Mindre pesticidforbrug i EU

Europa Parlamentet opfordres af danske miljø- og forbrugerorganisationer, bl.a. Danmarks Aktive Forbrugere, til at arbejde for markante reduktioner i pesticidforbruget i Europa (24.01.2003).

Vedr.: Europa Parlamentets stilling til Kommissionens meddelelse "Mod en tematisk strategi for bæredygtig anvendelse af pesticider".

Kære Medlem af Europaparlamentet

Netværket for Pesticidreduktion er bekendt med, at Parlamentet står overfor at skulle tage stilling til Kommissionens Meddelelse "Mod en tematisk strategi for bæredygtig anvendelse af pesticider". Vi ønsker i den anledning at henlede din opmærksomhed på såvel PAN-Europe's og EEB's bemærkninger hertil som på den fælles Stakeholders Declaration vedrørende Kommissionens Meddelelse. Som samarbejdspartnere med PAN Europe støtter vi fuldt ud begge disse dokumenter.

Vi ser med tilfredshed, at Kommissionens Meddelelse omfatter mange aspekter af bæredygtig anvendelse af pesticider, men beklager dybt, at den reelt forsinker gennemførelsen af en stærkt påkrævet indsats for at reducere den risiko, som den intensive anvendelse af pesticider udgør for naturen, miljøet og menneskers sikkerhed og sundhed.Kommissionens indstilling indeholder desuden næsten ingen mål eller tidsfrister for de foreslåede fællesskabsinstrumenter. Vi mener, at et direktiv om reduktion af pesticidforbruget i EU er stærkt påkrævet, og at det som minimum bør indeholde:

  • Obligatoriske reduktionsplaner for alle medlemsstater med EU mål og tidsfrister for nedsættelse af pesticidforbruget (25% reduktion i behandlingshyppigheden inden for 5 år og 50% reduktion inden for 10 år) og fremme af økologisk jordbrug (15% af landbrugsarealet efter 5 år og 30% efter 10 år).
  • ICM/IPM (Integrated Crop Management/Integrated Pest Management) skal være et minimumskrav for henholdsvis al landbrugsmæssig og al ikke-landbrugsmæssig anvendelse af pesticider.
  • Fuld offentlig adgang til myndighedernes information om pesticider, inklusiv information og offentlig høring, inden der træffes specifikke beslutninger om regulering af pesticidanvendelsen.

For yderligere detaljer om de foreslåede obligatoriske virkemidler og behovet for dem, henviser vi til PAN-Europes forslag "Suggested text for a Directive on pesticides use reduction in Europe" og "Explanatory memorandum" på www.pan-europe.net

Vi skal hermed kraftigt opfordre dig til at arbejde for, at Parlamentets stilling til Kommissionens Meddelelse indeholder gennemførelse af et EU-direktiv om pesticidreduktion, der bl.a. på baggrund af de danske erfaringer med pesticidhandlingsplanerne vil kunne føre til markante reduktioner i pesticidforbruget i Europa.

Med venlig hilsen

Netværket for Pesticidreduktion.

* Netværket for pesticidreduktion er et samarbejde mellem Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Det

Økologiske Råd, Grønne Familier, Specialarbejderforbundet i Danmark og Økologisk Landsforening.

Dokumenter.

Forslag til EU-direktiv: "Suggested Directive on pesticides use reduction in Europe (PURE)", 30 sider, PDF format (289 KB) - [Klik her]