postheadericon Reducerer pesticidforbruget i EU

Åbent brev til Miljøminister Christian Schmidt (25.09.2002).

Kære Hans Christian Schmidt

Netværket for Pesticidreduktion* henvender sig til dig i anledning af den danske stillingtagen til Kommissionens meddelelse "Mod en tematisk strategi for bæredygtig anvendelse af pesticider". Vi ønsker at henlede din opmærksomhed på PAN Europes og European Environmental Bureau (EEB) kommentarer hertil, som er vedlagt.Vi ser med tilfredshed, at Kommissionens meddelelse omfatter mange aspekter af bæredygtig anvendelse af pesticider, men beklager dybt, at den ikke tager skridt til en stærkt påkrævet indsats for at reducere forbruget af pesticider af hensyn til naturen og miljøet, samt sikkerhed og sundhed for mennesker. Kommissionens indstilling indeholder desuden næsten ingen mål eller tidsfrister for de foreslåede fællesskabsinstrumenter. Vi mener, at et direktiv om reduktion af pesticidforbruget i EU er stærkt påkrævet, og at det som minimum bør indeholde:

  • Obligatoriske reduktionsplaner for alle medlemsstater med mål og tidsfrister for nedsættelse af pesticidforbruget og fremme af økologisk jordbrug.
  • ICM/IPM som et minimum for henholdsvis al landbrugsmæssig og al ikke-landbrugsmæssig anvendelse af pesticider.
  • Fuld offentlig adgang til myndighedernes information om pesticider, og med deltagelse af interesseorganisationer - som observatører - i alle møder hvor der træffes beslutninger vedrørende pesticider og deres anvendelse.

 For yderligere detaljer om de foreslåede obligatoriske virkemidler og behovet for dem, henviser vi til PAN-Europes forslag "Suggested text for a Directive on pesticides use reduction in Europe", som ligeledes er vedlagt.Vi skal hermed kraftigt opfordre dig til at udnytte de muligheder, som det danske formandskab giver, til at fremme et direktiv for pesticidreduktion i EU.

Med venlig hilsen

Netværket for pesticidreduktion.

 

* Netværket for pesticidreduktion er et samarbejde mellem Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Det Økologiske Råd, Grønne Familier, Specialarbejderforbundet i Danmark og Økologisk Landsforening.

Dokumenter.

Klik her for at læse PAN Europe & European Environmental Bureau's kommentarer til kommissionens meddelelse: "Mod en tematisk strategi for for bæredygtig anvendelse af pesticider", PDF format