postheadericon Matas dropper to parabener

Matas kæden har besluttet at droppe brugen af de to parabener buthylparaben og propylparaben (incl. deres isomerer) i deres egne Matas produkter.

- Buthyl- og propylparaben er lovlige og anvendes i stor stil i hele kosmetikbranchen. Men stofferne er hormonforstyrrende hos dyr, når de gives oralt eller ved injektion. Når kosmetik indeholder buthyl- og propylparaben, så er det i små mængder, der næppe er skadelige. Men selvom mængderne er små, så bidrager de til hormonforstyrrende stoffers samlede påvirkning af mennesker - herunder børn, som er særlig følsomme. Derfor har vi i Matas besluttet at fjerne de to stoffer i forbindelse med den løbende produktudvikling, siger Henrik Engberg Johannsen, miljøchef i Matas.

I første omgang er de to parabener fjernet fra Matas baby- og børneprodukter, og de er endvidere på vej ud af de sidste voksen produkter.

Danmarks Aktive Forbrugere (DAF) glæder sig over Matas beslutning:

- Det er glædeligt når kæder som Matas går ind og tager problemstillingen omkring hormonforstyrrende stoffer alvorligt på denne måde. Især når de går længere end lovgivningen kræver af dem. De to parabener er nogle af de mest problematiske, men vi ser fortsat gerne at alle parabener fjernes fra babyprodukter, siger Jeppe Juul fra Danmarks Aktive Forbrugere.

DAF vil i de kommende måneder søge at overbevise andre producenter om at de også skal fjerne de problematiske parabener fra deres produkter, hvilket også bakkes op af Matas.

- Vi kan da kun opfordre til, at resten af kosmetikbranchen overvejer at finde alternativer til de to parabener - specielt i varer der anvendes af babyer og børn. Det er Matas erfaring, at stofferne relativt nemt kan erstattes af mere skånsomme stoffer, siger Henrik Engberg Johannsen og fortsætter: - Matas har skriftligt opfordret Brancheforeningen SPT til at anbefale deres medlemmer af kosmetikproducenter, at ansøge om Svanemærket på et udvalg af deres produkter. Her tænkes ikke mindst på deres varer til baby og børn. Solprodukter og andre kosmetikvarer kan kun opnå Svanen, hvis de opfylder en række strenge krav til både sundhed og miljø. Disse krav er på flere områder væsentlig højere end dem loven stiller - bl.a. når det gælder konserveringsstoffer, parfume, UV-filtre og farvestoffer.