postheadericon Føtex beklager billeder af tomater i jord

Efter en anmeldelse fra Danmarks Aktive Forbrugere beklager Dansk Supermarked, at de i deres Føtex-butikker har markedsført "De Go'e Danske tomater"med billeder af tomater der vokser i jord. I Danmark er det nemlig kun økologiske tomater der vokser i jord, mens ikke-økologiske tomater vokser i rockwool. 

- "Det er klart at indholdsstofferne i en tomat afhænger af hvad den vokser i og hvilke stoffer den får tilført. Og da spørgsmålet om hvorvidt tomat planten vokser i jord eller ej i dag er en af de væsentlige forskelle mellem økologisk og ikke-økologisk produktion er det vigtigt at der ikke vildledes om dette", siger kampagneleder Jeppe Juul fra Danmarks Aktive Forbrugere. Danmarks Aktive Forbrugere vil ikke forfølge sagen yderligere men er tilfredse med at Dansk Supermarked erkender at det er en fejl og forstærker kontrollen af sin markedsføring.

- "I stigende grad bliver produkter produceret under forhold, der adskiller sig fra den måde de traditionelt er blevet produceret. Derfor er det mere og mere vigtigt at virksomheder – også i deres markedsføring – loyalt gengiver de virkelige produktionsforhold", siger Jeppe Juul.