postheadericon Nettos kød er pumpet op med vand

Skjult under anprisningen "Naturelmarineret" sælger supermarkedskæden Netto kød som er pumpet op med vand. Det drejer sig om roastbeef, tykstegsbøffer, hverdagssteaks og kyllingefilet. Netto som ejes af Dansk Supermarked er nu meldt til fødevaremyndighederne af Danmarks Aktive Forbrugere.

- "Forbrugerne forventer næppe at fx roastbeef og bøffer er pumpet op med vand. Det er simpelthen for ringe at Netto overhovedet vil sælge denne type tvivlsomme produkter", siger kampagneleder Klaus Melvin Jensen fra Danmarks Aktive Forbrugere.

Naturelmarineret dækker over at oksekødet et pumpet op med 7 procent "marinade" der grundlæggende består af vand tilsat lidt sukker, salt og surhedsregulerende midler. Kyllingefileten er pumpet op med 10 procent "marinade".

- "Nettos "vand-marinade" giver ikke nogen nævneværdig smag til kødet og det er derfor helt urimelig at betegne kødet som "marineret". Reelt prøver Netto at vildlede forbrugerne til at betale for vand. Efter vores opfattelse er dette klart ulovlig", siger Klaus Melvin Jensen.