postheadericon Rynkeby fusker med juicen

Rynkeby er af fødevaremyndighederne blevet pålagt straks at ophøre med at markedsføre sine nye light-produkter som om det er juice. Dette er resultatet af en anmeldelse fra Danmarks Aktive Forbrugere.

- Det er ganske åbenlyst at Rynkeby har prøvet at sælge produkterne som om det var juice selvom det ikke er det. Og vi er glade for at myndighederne nu har grebet ind. Men vi har svært ved at forstå at de ikke er blevet idømt en bøde når der er tale om bevidst svindel med en varebetegnelse, siger Kampagneleder Jeppe Juul fra Danmarks Aktive Forbrugere.

De anmeldte produkter indeholder 50% juice, 50 % vand og er sødet med kunstige sødemidler.

- Det er bekymrende når Rynkeby som en af landets største juice producenter begynder at fuske med bl.a. varebetegnelserne, især når det er et så åbenlyst forsøg på svindel. Desværre mærker vi i øjeblikket et markant pres på traditionelle varestandarder, hvor virksomheder forsøger at sælge underlødige erstatningsvarer som den ægte vare, siger Jeppe Juul.

Virksomheden Rynkeby A/S er 100% ejet af Arla.